Ingen kan vide, hvordan Domstolen opfatter sagen, og hvad den i givet fald vil lægge vægt på. Jeg kan pege på nogle ting, som ser ud til at få betydning i den ene eller anden retning.

Polens intervenering

Det kan se håbløst ud, når en enkelt utilfreds butiksejer sætter sig op mod Europa-Parlamentet og Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union og bestrider gyldigheden af en regel, som alle tre institutioner er enige om. Det mest oplagte er at tro, at butiksejeren har misforstået et eller andet.
    Polens indblanding udelukker dette synspunkt - og især det faktum, at ingen medlemsstat har blandet sig for at forsvare importforbuddet. Det er ikke Hans Kristian Pedersen mod resten af verden, men en repræsentant for borgerne og en repræsentant for medlemsstaterne mod 3 repræsentanter for embedsmændene. Det ser bedre ud.
    Når det er sagt, må det understreges, at EF-domstolen er den domstol, hvor der tages mindst hensyn til, hvem parterne er. Det er den mindst påvirkelige og mest saglige af alle domstole.

Retsmøderapporten

Retsmøderapporten er temmelig vigtig. Den er et billede på, hvad dommerne lægger mærke til, og hvad der bliver bedømt. Det er uhyre vanskeligt at påvirke EF-domstolen med lobbyisme, men lobbyisterne kan fordreje en sag så meget, at Domstolen aldrig finder ud af, hvad der er sagens egentlig problem. Det ser ikke ud til at være lykkedes i denne sag.
    Retsmøderapporten har på Polens side medtaget 4 stærke argumenter. Det betyder, at Domstolen vil undersøge hvert af disse argumenter. De stærkeste argumenter er hensynet til konkurrenceevnen og borgerne, mens det er mere tvivlsomt, om Domstolen har forstået problemet med proportionalitet og er klar over, at regional konsumption faktisk opdeler det indre marked.
    Væsentlige dele af Laserdiskens synspunkter er korrekt gengivet, omend de demokratiske argumenter ikke er slået igennem.

Jeg vurderer, at der er 3 hovedspørgsmål, der kan afgøre sagen til fordel for mig:

1. Ytringsfriheden
2. OECD, konkurrenceevnen og hensynet til forbrugerne
3. Proportionalitet og det demokratiske element

1: Ytringsfriheden

"Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser." (Menneskeretskonventionens artikel 10).

Ytringsfriheden er det stærkeste kort. Alle er enige om, at ytringsfriheden ikke har været undersøgt før. Ytringsfriheden er af central betydning for et demokrati, og Domstolen vil give spørgsmålet en seriøs behandling.
    Argumenterne fra embedsmændenes side forekommer ret svage: At ytringsfriheden ikke er overtrådt, fordi man stadig har lov at ytre sig, og især at der ikke er sket indskrænkninger af pressefriheden. Det er klart misforstået, da det er den anden del af ytringsfriheden, der er problemet - nemlig retten til at modtage information. Det er to sider af samme sag. Der er ikke noget ved at få lov til at tale, hvis det er forbudt for alle andre at lytte.
    Det lyder heller ikke overbevisende, når Parlamentet siger, at infosoc-direktivet er til gavn for ytringsfriheden, fordi det sikrer adgang til varer fra EU. Den adgang har vi jo haft hele tiden. Det nye er, at vi ikke længere har adgang til information udenfor EU, og det er en klar indskrænkning.

Det afgørende spørgsmål er, om det samfundsmæssige hensyn til andres rettigheder berettiger denne indskrænkning i ytringsfriheden. Ytringsfriheden kan godt indskrænkes, hvis det er nødvendigt i et demokratisk samfund og foreskrevet ved lov, og derfor er det f. eks. ikke tilladt at opfordre til lovbrud eller at fremsætte injurier om andre mennesker. Rådet mener, at ophavsrettig-heder er et samfundsmæssigt gode, der bør gå forud for ytringsfriheden. Det store spørgsmål er, om Domstolen er enig.
    Det kan godt være, at det kommer an på, om Domstolen forstår, at det ikke er Europa, der får glæde af importforbuddet, men udelukkende rettighedshavere udenfor EU, der opererer med en partner i EU. Den Europæiske Menneskeretskonvention beskytter jo netop de europæiske borgere - og ikke internationale selskaber udenfor EU.
    I sidste ende kan dette spørgsmål indbringes for Menneskeretsdomstolen i Strasbourg.

2: OECD, konkurrenceevnen og hensynet til forbrugerne

Konkurrencepolitikken har traditionelt haft det sigte, at borgerne skulle få bedre varer til lavere priser, fordi konkurrence tvinger virksomhederne til at være dygtige og effektive, og det fører netop til bedre og billigere varer. OECD er en global organisation, der har sat sig det udtrykkelige mål at sikre, at liberaliseringen af verdenshandlen skal komme forbrugerne til gode. Medlemmerne af EU er også medlem af OECD - i hvert fald de gamle medlemmer, der vedtog infosoc-direktivet. Konkurrencepolitikken har også haft det sigte, at virksomhederne i EU skulle udsættes for konkur-rence for at blive dygtigere, så de bedre kan klare sig på det globale marked.
   Kommissionen har i denne sag skiftet kurs 180 grader. Kommissionen afviser at være forpligtet af samarbejdet i OECD, og den afviser, at konkurrencepolitikken er global - den er idag tilfreds med, at der er konkurrence indenfor EU.
    Ved at give selskaberne mulighed for at undgå konkurrence igennem et importforbud har Kommissionen også opgivet princippet om at anvende konkurrencepolitikken til at presse EUs virksomheder til at blive dygtigere.

Engang sagde Kommissionen:

Idag er Kommissionen ligeglad med, om virksomhederne i EU er dynamiske og innovative eller lytter til markedet og reducerer omkostningerne osv. Virksomhederne bliver med infosoc-direktivet derimod beskyttet mod konkurrence, så de kan tillade sig at være dovne og ineffektive - de kan bare sætte priserne op eller levere ringe varer.
    Kommissionens kovending i spørgsmålet om konkurrence vil også blive vurderet seriøst af Domstolen - ikke mindst fordi Polen har gjort opmærksom på, at det er en af Fællesskabets grundlæggende opgaver at fremme konkurrenceevnen.

3: Proportionalitet og det demokratiske element

Jeg synes selv, at det er vigtigt, at EU er demokratisk - herunder at embedsmændene ikke bare kan ændre virkningen af de love, medlemsstaterne har vedtaget, uden at tage hensyn til, hvad der var formålet med disse love.
    Jeg frygter dog, at det ikke vejer særligt tungt hos Domstolen, der ikke har tradition for at se på, hvilke tanker og overvejelser, der ligger bag de forskellige regler. Den konstaterer bare, at reglen eksisterer. På den måde arbejder Domstolen anderledes end de nationale domstole, der altid ser på en lovs forarbejder.
    Domstolen vil formentlig helt overordnet vurdere, om der er en rimelig balance mellem hensynet til borgerne og konkurrenceevnen og ytringsfriheden på den ene side og rettighedshaverne på den anden side.

Hvad taler imod mig?

Lobbyisterne satser først og fremmest på, at de har koordineret embedsmændene i Rådet, Kommissionen og Parlamentet, så de alle er helt enige. Deres hovedargument er, at direktivet er korrekt vedtaget af alle EUs institutioner, og at Domstolen derfor ikke skal blande sig.
    Det taler også til deres fordel, at der skal meget til for at underkende et direktiv. Det sker sjældent. Domstolen blander sig kun, når det er højst nødvendigt, så hvis afgørelsen ligger på vippen, vil den formentlig falde ud til direktivets fordel, fordi det bevarer status quo.
    På et eller andet niveau er det et nederlag at erkende fejl i institutionerne, så der skal ret store fejl til, før de indrømmes.

Lobbyisternes stærkeste kort er formentlig, at de tidligere har fået Domstolen til at tro på, at det indre marked ikke kan fungerer, hvis medlemsstaterne handler frit med landene udenfor EU. Det er en kæmpefejl, og Domstolen er ikke meget for at indrømme fejl.