Det startede med, at rettighedshaverne ønskede bedre beskyttelse mod piratkopiering. Der er bred politisk enighed om, at organiseret salg af piratkopier er snylteri, der skader økonomien for de kunstnere, der fremstiller værkerne, og for de producenter, der finansierer værkerne. Det kan i sidste ende gå ud over den kulturelle produktion, og det ser politikerne som et tab for samfundet.
    De bad EU-kommissionen lave et forslag til et EU-direktiv, der skulle harmonisere og styrke de ophavsretlige rettigheder i EU for musikværker og filmværker. Og det blev udnyttet til at begrænse konkurrencen til fordel for de multi-nationale producenter.
    Gennemgangen er fordelt i 5 separate afsnit. De to afsnit beskriver hovedpunkterne i sagen, men det er også nødvendigt at redegøre for begreberne "spredningsret", "konsumption" og "proportionalitetsprincippet", før det er muligt at forstå manipulationen.

1. Indførelsen af spredningsretten som et effektivt middel mod piratkopiering
2. Indførelsen af konsumption som en nødvendig begrænsning af spredningsretten
3. Den nye tekst og fortolkning
4. Kommissionens ulykkelige fejltagelse
5. Proportionalitetsprincippet

Indførelse af spredningsretten som et effektivt middel mod piratkopiering

Da spredningsretten blev foreslået i 1991, var det som et supplement til reproduktionsretten, der kan beskrives som rettighedshaverens eneret til at fremstille eksemplarer af sine værker. Hvis en anden person fremstiller piratkopier, overtræder han reproduktionsretten, og han kan straffes.
    Reproduktionsretten alene er ikke særlig effektiv til at bekæmpe piratkopier. Den kan let omgås ved at fremstille piratkopierne i hemmelighed og derefter sælge dem til en anden. Det kan være svært at finde ud af, hvem der egentlig fremstillede piratkopierne, og selvom han straffes og smides i fængsel, er skaden sket. Så længe piratkopierne må sælges, er det umuligt at gribe ind.

Spredningsretten blev indført for at forhindre spredning af piratkopier. Man gav rettighedshaveren en lovfæstet eneret til at sprede (sælge, udleje, udlåne eller give væk) eksemplarer af værkerne.

Indførelse af konsumption som en nødvendig begrænsning af spredningsretten

En ubegrænset eneret til at sprede eksemplarerne er til gengæld et nummer for meget. Det betyder f.eks., at jeg skal have J. K. Rowlings tilladelse, hvis jeg vil give en Harry Potter-bog til min niece i julegave. Det betyder også, at J. K. Rowling eventuelt kan bestemme, at Harry Potter kun må sælges i England, mens resten af EU ikke må købe bøgerne.
    Det er klart, at en ubegrænset spredningsret i sig selv er et velegnet instrument til at opdele EUs indre marked, og det kan man ikke indføre i et direktiv, hvis fornemste opgave er at nedbryde grænserne mellem medlemsstaterne.

"Konsumption" betyder "brugt" og skal forstås på den måde, at når rettighedshaveren har brugt sin spredningsret til at give tilladelse til at sprede eksemplarerne, dvs. når en bog er udgivet, kan han ikke længere bruge sin spredningsret til at forhindre spredning. Man siger, at konsumption indtræder, når han giver sit samtykke til spredning af det pågældende eksemplar. Det afgørende er selvfølgelig, at rettighedshaveren giver sit samtykke.
    På den måde opnås målet. På den ene side forbydes spredning af piratkopier, der er bragt på markedet uden rettighedshaverens samtykke, og på den anden side sikres fri spredning af de eksemplarer, der er bragt på markedet med rettighedshaverens samtykke.

Den nye tekst og fortolkning

Da de forskellige regeringer og Parlamentet var blevet enige om, at det var en god idé, rejste de hjem igen. Der blev rettet lidt i formuleringerne, så det blev klarere, sagde EU-Kommissionen, men den lovede, at der ikke var ændret i indholdet.
    Men faktisk var der ændret på bestemmelsen om konsumption, så det ikke længere var nok, at eksemplaret var bragt på markedet med rettighedshaverens samtykke. Det var tillige et krav, at rettighedshaveren specielt skulle give samtykke til spredning i EU.
    Dermed ændredes virkningen af spredningsretten, så det ikke blot er forbudt at sprede piratkopier - det er også forbudt at sprede eksemplarer, der er udgivet udenfor EU.

Kommissionens ulykkelige fejltagelse

Kommissionen begrundede importforbuddet med, at det indre marked ikke kan fungere, hvis spredningsretten også konsummeres, når rettighedshaveren giver samtykke udenfor EU.
    Kommissionen forklarede, at nogle medlemsstater måske allerede har indført "regional konsumption", dvs. at de kun tillader salg af varer, der er bragt på markedet i EU. Hvis andre medlemsstater tillader "international konsumption", der giver mulighed for videresalg af alle varer, der ikke er piratkopier, kan det føre til en opdeling af fællesmarkedet, fordi importerede varer kan sælge i nogle medlemsstater, men ikke i andre medlemsstater.
    Den betragtning har Kommissionen sådan set ret i, men konklusionen er forkert.

Hvis man vil undgå at opdele EU i adskilte områder og markeder, er det nødvendigt at vælge mellem "regional konsumption" og "international konsumption" på fællesskabsplan. Alle er nødt til at gøre det samme.
    Hvis alle medlemsstater tvinges til at indføre "regional konsumption", vil importerede varer være forbudt i alle medlemsstater. Det indre marked bliver således ikke opdelt.
    Hvis alle medlemsstater tvinges til at indføre "international konsumption", vil alle varer, der er udgivet med rettighedshaverens samtykke, være tilladt i alle medlemsstater. Det indre marked opdeles heller ikke, når man vælger den løsning.
    Kommissionens manipulation består især i at lade som om, at "regional konsumption" er den eneste løsning. Med den falske påstand tvinger den alle medlemsstaterne til at indføre "regional konsumption".

Proportionalitetsprincippet

Proportionalitetsprincippet er en retsgrundsætning, der anvendes, når der er flere løsninger til et konkret problem. Princippet kræver, at man skal vælge den løsning, der griber mindst muligt ind i andre forhold. Den rigtige måde at gribe sagen an på er at undersøge hver af de mulige løsninger og se på, hvilken af dem, der griber mindst muligt ind i andre forhold.

"International konsumption" er den rigtige løsning, fordi den forholder sig præcist til problemet: nemlig indsatsen mod piratkopier.
    Hvis rettighedshaveren ikke har givet samtykke, er der tale om en piratkopi. Så er det forbudt at sælge varen i EU. Det er præcis, hvad politikerne ønskede at opnå med spredningsretten. Hvis rettighedshaveren derimod har givet samtykke til spredning, er der ikke tale om en piratkopi, og så er der ikke nogen ophavsretlig grund til at forhindre videresalg. Den løsning har ingen ulemper.

"Regional konsumption" er den forkerte løsning, fordi den griber forstyrrende ind i andre forhold, der ikke har noget med piratkopiering at gøre - f. eks. begrænser den konkurrencen med lovlige varer, og den afskærer EU-borgerne fra adgang til de lovlige informationer, som resten af verden har adgang til.